I går, onsdag den 8. maj, offentliggjorde Kjerteminde Avis, at den er i økonomiske vanskeligheder, der gør, “at hvis ikke der sker mirakler på indtægtssiden inden for de næste seks måneders tid, ja så kan det blive den 134 år gamle avis’ endeligt”.
Kjerteminde Avis er kun udkommet online siden den i 2012 droppede den omkostningstunge papirudgave. Siden er læsertallene steget støt, som avisen selv påpeger i onsdagens pressemeddelelse, men ikke nok til, at avisens økonomi løber rundt.
Det lille, lokale dagblad på nettet er ikke det eneste netmedie, der har økonomiske udfordringer. For en uge siden bragte Ralf Pittelkow og Karen Jespersens netmedie, Den Korte Avis, en opfordring til læserne om at oprette en støtteforening, der skal arbejde på at tiltrække flere læsere, og dermed flere annoncekroner, til Den Korte Avis. Avisen efterspørger også flere idéer til hvordan indtægterne kan øges.
Modsat Kjerteminde Avis melder Den Korte Avis ikke om, at den er truet af lukning, men Pittelkow og Jespersen beretter, at avisen i en periode har givet underskud, som de selv har dækket. Fælles for de to aviser er, at stigende læsertal ikke har løst de økonomiske vanskeligheder. Kjerteminde Avis kigger nu i retning af mediestøtten som en mulig overlevelsesmulighed og overvejer at oprette en donationsknap på sitet. Den Korte Avis modtager allerede donationer fra privatpersoner, og de håber nu på, at flere læsere kan tiltrække flere annoncekroner til sitet.