“[Navnestoffet] var et arbejde, der krævede omhu, akkuratesse og et minimum af personlige ambitioner“
Sådan lyder jobbeskrivelsen for den kedelige hovedperson og navnejournalist i Niels Krause-Kjærs roman Tilskueren fra 2004. Samme år fortalte Politikens Poul Melbye til Samvirke, at navnestoffet, ikke mindst mindeord og dødsannoncer, var noget af det mest læste i avisen.
Siden har alle danske aviser oprustet massivt på nettet, men navnestoffet er stort set ikke flyttet med. Hvorfor? Meget navnestof indtjener gode annoncekroner til aviserne, og måske er det derfor, at det reserveres til papirudgaven. Men kan det også være fordi Niels Krause-Kjærs beskrivelse af navnestoffets anseelse inden for journalistbranchen rammer tæt på målet? Ligger udviklingen af spændende navnestof på nettet mon nederst i bunken når udviklingsprojekterne skal udvælges? Det er naturligvis spekulation, men hvis der eksisterer en opfattelse af, at navnestoffet roligt kan leve sit stille liv på tryk uden online konkurrence, så lad mig prikke til den med et par eksempler.
Eksempler fra USA og England
Tænk på det seneste par af dine bekendte, der blev gift. Eller det seneste dødsfald i din omgangskreds. Hvor hørte du om det? Ikke i en annonce i en trykt avis, vel? Hvis det ikke var en nær ven, har du sandsynligvis læst om det på nettet. Måske på Facebook.
Navnestoffet lever allerede i en skarp konkurrence online, og min påstand er, at aviserne snart har udspillet sin rolle, hvis de ikke tager nettets muligheder til sig. I England og især i USA er man allerede i dag gode til at lave online navnestof på nettets præmisser. Her er det lige vigtigt at indskyde, at man ikke har et fælles begreb for “navnestof” på engelsk, som vi har det på dansk, så jeg bruger eksempler på “obituaries”, nekrologer. Legacy.com er en amerikansk platform, der leverer navnestof til flere hundrede aviser. Her kan brugerne med få klik selv oprette mindeord og nekrologer. Platformen kan tilpasses de forskellige aviser og bruges på mange forskellige måder. Dallas Morning News er et eksempel ud af mange. Læg mærke til, at det ofte er bedemandsfirmaerne, der laver nekrologerne, til deres muligheder for at abonnere på navnestof, også på mobilen, og til de målrettede annoncer for bedemænd og blomsterfirmaer.
New York Times har en stor sektion af navnestof, og de udbygger med timelines over årets vigtigste dødsfald og mindevideoer af udvalgte prominente amerikanere. New York Times Obits er også aktive på Twitter, og det samme er britiske The Guardian. The Washington Post har en formular online, hvor man kan tippe redaktionen, hvis man kender til et dødsfald, der burde omtales redaktionelt.
Tre slags navnestof
Det var de traditionelle aviser, men der findes en række andre konkurrenter uden for de publicistiske medier. Og her er det gavnligt at skelne mellem tre forskellige typer af omtale af (i dette eksempel) dødsfald.
- Redaktionel omtale, lavet af en journalist
- Annoncer
- Sørgesider/mindesider
De to nederste kategorier findes allerede i Danmark. Afdoede.dk og Navne.dk laver upload af dødsannoncer til nettet, men indeholder ingen redaktionel omtale. Mindet.dk er en sørgeside, hvor man kan tænde lys for sine kære, og Facebook giver mulighed for at omdanne en profil til en mindeside, når en bruger dør. Desuden findes der, især i udlandet, mange eksempler på mindevideoer. Prøv bare at søg på “in memory of” på Youtube.
Danske aviser er faktisk flittige til at lægge nekrologer på nettet, når en kendt dansker dør, men meget få lægger alt navnestof på nettet. Jyllands-Posten er et eksempel, men her skal man lede længe under betalingssektionen Premium for at finde navnesiderne, og her er ikke tale om, at de udnytter nettets muligheder, men kun et upload af artikler fra print.
Når medier som Facebook, Mindet og Youtube findes, hvorfor skal aviserne så på banen med bedre digitalt navnestof? Jeg tror, at der stadig er et behov for en faktuel og usentimental omtale af dødsfald i dag. Hvis brugerne ikke kan få den online, overtager sociale medier og sørgesider den plads, men med den risiko, at mindeord og nekrologer bliver omdannet til digitale grædemure i stedet for et sobert rids af personens liv og gerninger. Jeg synes, at det ville være en skam.